”Det begavede går i takt med det berusende på den bedste danske udgivelse i lange tider.” (Berlingske Tiden om ”Wayne Coyne”).
Bandet The William Blakes er bedste venner, et musikalsk samarbejde, og en måde at se verden på. The William Blakes debuterede i april 2008 med albummet ”Wayne Coyne” (navnet på forsangeren i Flaming Lips). Allerede 10 måneder efter, i februar 2009, var de klar med deres andet album - ”Dear Unknown Friend” – der gav dem endnu mere ros og opmærksomhed.
The William Blakes er ikke bare et band men også et absolut fremadstormende foretagende. De har skabt pladeselskabet Speed of Sound, der bl.a. har stået for udgivelser med Are We Brothers og Le Fiasko. Ideen i selskabet er først og fremmest at udsende mange (og gerne skæve) plader, med små budgetter – altså nærmest det modsatte af forretningsplanen hos de store selskaber.
I The William Blakes finder man dels forsangeren Kristian Leth (der inden han sprang ud som sanger, blev kendt som omdiskuteret vært i Liga.dk på DR1) og dels de ligeså aktive brødre Fridolin og Frederik Nordsø, to af tidens mest roste danske producere (bl.a. Outlandish, Moi Caprice, The Fashion) – og endelig Bo Rande (der bl.a. har spillet med Efterklang, Mew og Blue Foundation). Blandt de mange talenter hos The William Blakes er også en udpræget sans for underholdende markedsføring – og bl.a. har bandet fået navne som Nephew, The Storm, Hej Matematik og Remee til at medvirke i videoen til ”Secrets of The State”, ligesom de (på toppen af Big Fat Snake-sagaen), fik en del omtale af at invitere Peter Viskinde med The William Blakes. Hvad han i øvrigt takkede ja til!
Tredje udgivelse fra The William Blakes har fået titlen ”The Way Of The Warrior” og udkommer den 13. september 2010 på Speed of Sound. I dagene op til udgivelsen vil bandet i stedet for den traditionelle release-fest spille tre koncerter i Århus’ Voxhall, Ålborgs Studenterhuset og Københavns Store Vega.
PS: William Blake (1757-1827) var både digter, maler og seer, og han fik inspirationen til sine værker fra de syner, han fik. The William Blakes føler et stærkt slægtskab til ham, og lige som digteren Blake’s værker, drejer bandets sange sig om temaer som Religion, Politik og Magisk Kærlighed.
The William Blakes er Kristian Leth, Fridolin Nordsø, Frederik Nordsø og deres nyeste medlem Bo Rande. Debut-pladen “Wayne Coyne” udkom d. 7.april 2008.
Indspilningen af “Wayne Coyne” var ikke en helt almindelig oplevelse. Bandet tog til Sverige for at indspille pladen, og aftalte en enkel regel på vej i bilen: Man måtte ikke sige ”nej” til en eneste idé. Der var komplet tillid internt i bandet, og fuld tiltro til at The William Blakes var mere end summen af sine dele.
Bandets medlemmer er ikke helt enige om hvad det var, der egentlig skete i Sverige, men det gik så hurtigt, at bandet tog hjem igen med en færdig plade, de stadig ikke helt kan forklare. Sange blev skrevet, indspillet og mixet, nærmest før bandet selv lærte dem at kende. Og det gik op for bandet, at pladen både havde et budskab og et udtryk, som de ikke selv var herre over.
“Wayne Coyne” er opkaldt efter forsangeren i The Flaming Lips, fordi han både menneskeligt og musikalsk er en kæmpe inspirationskilde, og en af de personer, The William Blakes bedst kan relatere til på den internationale musikscene.